Release: 09.09.22
Naturen i centrum
Offernat debuterede i 2021 med deres selvbetitlede EP, som jeg belønnede med karakteren 8/10. Deres kreative blanding af genrer som hardcore, black og sludge metal med referencer til navne som bl.a. Agnostic Front, High on Fire og Mastodon, resulterede i en EP med et unikt udtryk. Og lad os bare slå det fast med det samme: Offernat fortsætter med det fede genremix, men denne gang er de forskellige metaller smeltet sammen ved højere temperaturer, og udtrykket fremstår, som det antydes, mere sammensmeltet.
“All Colours Retract” er et opråb mod magtsyge og undertrykkende stemmers udnyttelse af mennesket og naturen for egen vindings skyld. Teksterne tager livtag med de strukturer og systemer, der holder mennesker nede og adskilt fra naturen, og er et kampråb for de primale kræfter i menneskets tilknytning til naturen. Det er en søgen tilbage mod naturens og nattens ro, et ønske om at komme væk fra hverdagens kaos og søge indad. Og samtidig tegnes der billeder af naturens rå kræfter; ildens rasen, kuldens evne til at gå gennem marv og ben. Albummet er en konfrontation med menneskets destruktive natur.
Square Wave Armageddon™
Det 10 minutter lange “Inside the Fog” åbner med dyster rumlen. Bandet buldrer ind med et skævt riff i en taktart, som jeg ikke rigtig kan tælle mig frem til, men som dog nådigt går op i fire, hvis man lytter ordentligt efter. Herefter transitioneres over i et groovy 3/4 riff og der tonses derudaf på ægte stoner-metal-manér, komplet med en mur af tung fuzz og distortion. Ved 5-minutters mærket vender bandet tilbage til 4/4 og skramler videre. Alle bandets tre medlemmer leverer råbevokal, og de supplerer hinanden rigtig fint. Anden halvdel af nummeret vækker minder til tidlig Mastodon, tænk “Leviatian” og “Blood Mountain”. Slutteligt sluttes af med et Conan-tungt breakdown i halvt tempo med så enorme mængder fuzz og feedback, at det bedst kan beskrives med begrebet “Square Wave Armageddon™”.
“The Winds” er pladens længste nummer med sine 14 minutters spilletid, og lægger ud med blastbeats og tremolo-picking i bedste black metal-stil, men med markant bedre lyd end de arketypiske 2.bølge indspilninger foretaget på en båndoptager i en bjælkehytte i vinterhalvårets evigt mørkeindhyllede nordlige skove. Bandet åbner døren på vid gab og lader den kolde vind forcere sin vej ind og nedkøle alting, så selv ilden i bålstedet må give fortabt og går ud. Dissonante stabs gør deres indtog inden verset går i gang. Stemningen sættes med kulde, kaos og fortvivlelse. Lidt over halvvejs igennem nummeret tager bandet favntag med dynamikken, og nummeret fader helt ud, inden det kommer forsigtigt tilbage med en simpel melodi på bassen. Guitar og trommer holder sig i baggrunden med tyste markeringer på bækkener og små harmoniserende enkelttoner, der fader ind og ud af lydbilledet. Der bygges stille og roligt op med tiltagende skramlede, skæve toner fra guitaren inden det dør helt ud igen. Bandets leger herligt med dynamikken. Nummeret tager en ny drejning omkring 11-minutters mærket. Der leges kortvarigt med shoegaze-elementer, inden det hele igen eksploderer i blastbeats, tremolo-picking og iskolde skrig.
Mestrer den lange form
Pladens tredje nummer, “Harvest Return”, holder sig ikke tilbage. Lytteren tages imod med en simpel guitar-melodi iklædt et tæppe af rumklang, mens fløjter harmoniserer henover. Pludseligt men forventeligt eksploderer nummeret med ritualistiske trommer og en bastant klangbund fra guitar og bas, mens vokalen leveres brølende med langtrukne strofer, der minder om noget Johannes Persson fra Cult of Luna kunne finde på. Halvvejs igennem nummerets 10 minutters spilletid, ladet bandet igen energiniveauet falde, og guitar og bas spiller en skrøbelig melodi så sagte og indlevende, at man næsten letter i stolen, som vågnede man brat af en drøm, når nummeret skifter retning igen. Der bygges op til en outro af episke proportioner, hvor trommer og bas holder fast, mens guitaren får frit spil til at skabe en enorm klangflade af rumklang og tremolo-picking. Det er smukt og stemningsfuldt og sætter en stor tyk streg under hvor mesterligt Offernat håndterer både dynamik og den lange form.
Pladen lukkes med “Caught in Existence”, der også åbner med forsigtig guitarmelodi svøbt i rumklang. En dyster susen sniger sig ind under guitarens klangflade, inden bandet kommer væltende som en invaderende hær, der marcherer taktfast fremad. “Caught in Existence” har et insisterende feel, et drive fremad atypisk for et sidste nummer på en plade, men det er forfriskende. Hen over midten af nummeret skubbes lytteren frem af blastbeats og en dyster klangflade skabt af tremolo-picking og rumklang. Bandet serverer den ene saftige akkordprogression og melodi efter den anden, som om de prøver at spille sig ud af eksistensens farveløse dynd.