Jeg ankom først midt under Crocells optræden på grund af arbejde og øvrigt voksenansvar.
Crocell
Sidste og eneste gang jeg har fotograferet Crocell, var da de spillede til releaseparty med hedengangne Unbelief på det ligeledes hedengangene Kansas City.
Dengang var det dog med en anden forsanger, og fælles for dem begge, er at jeg ikke aner hvad de hedder.
Men tilbage til OMF; Crocell kender deres publikum og deres publikum kender dem.
Publikumskontakten var enormt god og de spillede et godt fyldt Posten op med manér.
Min eneste anke, var dog at lysmanden havde glemt at tænde for frontlyset. Dette var generelt et problem, særligt på den store scene hvor lyset var utroligt svært at arbejde med.
Mite
Hvis du følger os, og ikke ved hvad Mite er for en størrelse, så er det din egen fejl.
Mite leverede, med længder, fredagens hårdeste show og så kom de ovenikøbet ind fra højre som erstatning for Nexø.
Et par gutter fortalte mig at de gik over til scenen for at tage en stille og rolig koncert med netop Nexø, men endte med at få kærlige tæsk til Mite. Jeg kunne dog ikke vurdere om de var glade for det, men så nævnte førnævnte person Scott Vogel og udtrykte begejstring for Terror. Og hvis man kan lide Terror, så er man pr. automatik en god person.
Lifesick
Lifesick er et af Danmarks absolut sejeste hardcorebands, og det cementerede de for alvor til showet her. Selvom de havde hævet maratonforsangeren fra Københavnske Split ind som vikar for syge Simon på vokal, så spillede de som intet var hændt.
Lifesick gør altid ondt på de helt rigtige steder, og jeg ville ønske deres set havde varet lidt længere.
Maceration
Efter at have spillet på den store scene til den første omgang OMF, var Maceration i år tilbage igen, men denne gang var de kommet på den lille scene og det klædte dem utrolig godt. Starten og midten af deres koncert var rimelig sej, men da de koreograferede sideskift begyndte, drog jeg mod food truckens burgere (skud ud til Fars Foodtruck).
Jeg snakkede med et par andre gæster, som havde gjort det samme som mig, men da jeg kom ind igen stod der fortsat en proppet sal foran Maceration. Så helt skidt har det tilsyneladende ikke været. Det var nok bare ikke min kop te.
Full Blown Chaos
Hvis julemanden spillede hardcore.
New York Hardcore af den aller sejeste skuffe. Undervejs i koncerten bliver vi forkælet med både lidt wall of death, circle pit, ligesom flere våger skindet med en stage dive. Jeg elsker det.
I bedste HC-stil har de naturligvis dedikeret et nummer til alle der har venner eller familie der kæmper med noget lort.
De må gerne snart vende retur til Odense.
Withering Surface
Frontet af Michael Andersen fra Thorium, Næstved Metalfest, Target, en rockbar i København og sikkert mere endnu. Med andre ord, en mand man kun kan have en vis respekt for i branchen.
Withering Surface er for nyligt gendannet efter alt for mange års dvale, og efter alt at dømme, så har de været enormt savnede.
Bandet sendte en ren hitparade ud over scenekanten, kun afbrudt af anekdoter om de gode gamle dage. Jeg bed mærke i, at der modsat de øvrige koncerter, var et svagt højere aldersgennemsnit på forreste række. Om det skyldes alderen på musikken, eller bare at alle de unge skulle i seng, må stå hen i det uvisse.
Illdisposed
Aarhusianske Illdisposed lægger ud med et nummer fra To Those Who Walk Behind Us-pladen.
Forsanger Bo Sommer har som altid sit enormt seje growl/gutterral-vokal, som sidder lige i skabet, ligesom hele bandets spillelyst skinner tydeligt igennem.
Det var dog ligeledes tydeligt at publikum var ved at være godt udmattede af de konstante pits der har været hele dagen, da kun en brøkdel af bandets opfordringer om at løbe i cirkler, blev mødt.
Ikke desto mindre må den sidste energi siges at tilhøre den føromtalte ældre aldersgruppe, som nok næppe har danset så vildt siden Bamses Venner kom ud med Vimmersvej.
Galleri
Alle billeder er taget af Fotograf Kasper Fladmose for Radon Metal Magazine.
Brug af billederne kun tilladt ved skriftlig samtykke herfra.
