Posted by Så blev det OMF dag to, og i modsætning til dagen før, var fotografen denne dag flankeret af Jesper, som tog sig kyndigt af skriverierne. Fotografen, som samtidig er chefredaktør på Radon, vender dog tilbage i bunden af denne reportage.
God læselyst!
Black Tritonus kommer hårdt fra start trods det umenneskelige tidspunkt! De rusker publikum ud af tømmermændene oven på dagen i går. Det går stærkt og man skal ikke forsøge at headbange lige på beatet. De fylder den lille scene godt ud. Det er et hæsblæsende tempo allerede kl. 13:30 og de efterfølgende bands får noget at leve op til intensitetsmæssigt.
Som gimmick slutter sættet af med at angribe publikum med en replika motorsav. Ganske morsomt.
Tardus Mortem følger op med beskidt dødsmetal, og tro mig, når jeg siger, at det er beskidt. En mur af trommer, bas og guitar. Ret udefineret, men beskidt. Guitaren har til at starte med svært ved at bryde igennem skidtet, men bryder frem i andet nummer. De har tydeligt nerver på scenen og antyder, det er deres største gig til dato, men de udviser medrivende spilleglæde. Guitarlyden er super skraldet og trommeslagerens bækkener hænger i laser. Det hele er ret smadret. Det passer godt sammen med musikken. Tredje nummer, som vist nok hedder “Malignant Inflated Ghost Poltergeist Poltergeist” er nyt, og så catchy med sit nærmest diskoagtige beat, at pitten lader sig rive med og gynger i takt fra side til side, inden den bryder ud i kaos. Diskostemningen blandes med beskidte doom-vibes. Tardus Mortem blander, måske uforvarende, dødsmetallen med doom enkelte steder og på ret fin vis. Der er i hvert fald plads i doom-genren, hvis dødsmetal ikke viser sig at kaste en karriere af sig. Spiller settet igennem så hurtigt, at de har tid til at spille “Malignant Inflating Poltergeist” igen, og nummeret handler om at blive pustet op af et poltergeist. Beskidt og sjovt.
Extended Suicide åbner store scene og tre mand høj river de scenen ned med vrede hardcore riffs og ditto attitude. Det er hårdt, det er hurtigt, og der er ikke så meget pis. Nicolai, guitarist, kalder publikum ud for ikke at stå tæt nok på, og så kommer der gang i moshpit. De fylder den store scene enormt godt ud. Der er dyb fokus og masser af energi på scenen. Settet slutter med, at forsanger/bassist springer ned på gulvet og med sit mikrofonstativ danner centrum for en spirende circlepit, dagens første. Fucking fedt set!
Crown The Beast indtager den lille scene, fem mand høj og flankeret af roll-ups med artwork fra deres netop udgivne plade. Der er ikke meget plads, og selvom de to guitarister og bassisten er rimeligt statiske, benyttet forsanger, Jason, fint pladsen. Lydbilledet er knivskarpt. Publikum er efterhånden varmet godt op, der svinges i den grad med håret og moshpitten er i gang. Bandet fremstår yderst energiske, ikke minds pga. Christopher Leths ubønhørlige trommespil. Han er kun blevet varmere ovenpå koncerten med Black Tritonus. Alt i alt et tight og vellydende show.
Earn Your Scars fyrede den max af på store scene med rendyrket hardcore. Der var knap tid til at trække vejret, selv ikke for forsangeren, der dog også indrømmer, at kondien ikke rækker til mere end 30-minutters hardcore shows. De spillede et par nye numre, så måske er der håb om, at bandet udkommer med en ny plade snart, forhåbentlig på et nyt pladeselskab, eftersom det gamle åbenbart er gået konkurs. Lyden er rendyrket hardcore med pumpende trommer, fyldig bas, en pisse aggressiv guitarlyd og en forsanger der indtager hele scenen.
Turbocharged lægger ud med ondsindet stemning i form af et dystert lydlandskab med grædende babyer. Lydbilledet er domineret af trommer, vokal og en altdominerende bas, der ikke giver meget plads guitaren, der da også er omtrent lige så berøvet for mellemtone som Dimebags guitartone. Guitaren kommer lidt mere frem efter et par numre. Bandet giver den fuld gas med stærke Venom og Motörhead vibes. Der er ikke meget, der går i halftime her.
Deadhead leverer aftenens første slingrende showstart. Bandet går på til en underligt usammenhængende intro og leverer noget ikke sådan rigtig sammenhængende dødsmetal. Det skyldes måske, at vokalen er umådeligt højere end resten af bandet, bassen for første gang på dagen føles tynd, og guitarerne er umådeligt hårdt panoreret. Lydmanden virker ikke til at vide hvad han laver, da den ene guitar pludseligt eksploderer ud af højtalerne, som var han ved at falde ind over lydpulten. Det er faktisk en anelse til den tynde side i det hele taget.
Puteraeon åbner tungt og taktfast den lille scene op. Vokalen sidder ret højt i mikset og overdøver guitarerne, men energien er god og publikum er på. Af en flok mandfolk, der øjensynligt har oplevet oliekrisen i 1973, fyrer de den sgu temmelig godt af! Bandet har god publikumskontakt helt ude på scenekanten, også selvom det er lidt svært at forstå, hvad forsangeren siger mellem numrene. Overordnet set fed død, men lidt ensartet, eller måske er det metaltrætheden, der er ved at indsætte?
Hold nu kæft, hvor forfriskende! Lik spiller dødsmetal. Ligesom 80% af de andre bands i dag. Men de adskiller sig ved at have spændt motorsaven foran guitarerne. Endelig noget HM-2 død! Og endelig et band, der ikke spiller Marshall-forstærkere. Mine ører er lidt trætte af den lyd efterhånden. Lik er som en klump sorbet i en menu med virkelig mange serveringer. Man får lige renset ganen. Forfriskende og brutalt. Bandet er tight, forsangeren er på, og de lyder og spiller skide godt! Muligvis dagens højdepunkt so far. Fandme!
Killing lukker lille scene med hæsblæsende thrashmetal. Det kunne let fejltolkes som dødsmetal, efter en hel dag med død, hvis ikke det var fordi forsangeren skriger mere end han growler og slutter flere af sine vokallinjer med et noget aparte skrig, der minder et mågeskrig. Et fromt ønske til OMF ’23 kunne måske være et mere varieret program. Nå, nok sur gammel mand. Bandet spiller til et allerede fuldstændigt opvarmet publikum, der mosher på livet løs.
Marduk lukker OMF. De kommer ind på scenen uden introduktion fra konferencier Sonja, iført corpse paint og river publikum midt over. Og publikum er klar på at blive revet midt over, det skal man ikke være i tvivl om. Bandet er fåmælte udover at hvert nummer får en kort introduktion på svensk og de lyder godt. De trækker den noget mellem numrene, hvor de står med ryggen til publikum mens et tungt og dystert lydspor fylder tomrummet ud. Det bliver hurtigt ret ensformigt og føles som tidsspilde. Marduk fyrer den dog af i times tid plus byttepenge. Da bandet går af, opildner Sonja publikum til at messe “Marduk, Marduk, Marduk” i håbet om et ekstranummer, men nej, lyset tændes og bandet udebliver. Antiklimaks.
Odense Metal Fest 2022
Opsummering
Lineuppet på OMF’22 havde meget kvalitet, men også en gemmemsnitsalder i nærheden af en plejehjemsbeboer. Generelt var oplevelsen herfra, at man har gendannet sit svensker-dødsband fra folkeskoletiden, fordi det er sejt og det har man set andre gøre på Metal Magic.
Mit ønske til næste år, er mere variation i programmet. Det eneste der for mig, fungerede helt optimalt, var hardcorebandsne og almægtige Marduk. Vi har alle sammen hørt halv-fesen svenskerdød før, og bare fordi Bjarne på 86 spiller det på samme guitar som i 80’erne, så betyder det ikke at det er godt.
Et andet punkt, hvor OMF har plads til forbedring, er mad og ikke-musikalsk underholdning. Maden var fin, men ret begrænset af den ene madvogn. Og hvis man ikke lige følte for at få en tatovering efter sytten fadøl, var underholdningen mellem koncerterne også ret begrænset.
Men når alt kommer til alt, så er publikum de endelige dommere, og opbakningen til alle bands var kolossal. Så måske jeg bare skal holde kæft og holde mig til at fotografere.
Jeg glæder mig til næste år. Radon glæder sig til næste år. Alle glæder sig til næste år.
Vi ses, OMF!
Galleri:
Galleri fra Odense Metal Fest 2022, lørdag. Alle billeder er taget af Fotograf Kasper Fladmose og må ikke bruges af andre, uden at rette henvendelse først.
Om anmelderen
