Release 13.09.24
Tough as Nails
Det er 14 måneder siden Mite udgav deres første fuldlængde-album som power violence-kvartet; det fremragende album, Relentless, som jeg var svært glad for. Mite holder stadig titlen som Odenses mest produktive band. Intet andet band kommer i nærheden af at kunne fremtrylle så meget musik af så høj kvalitet, både kompositorisk og produktionsmæssigt, på så kort tid. Bandet har således leveret minimum en EP eller et album om året siden 2020.
Bandets line-up har været stabilt de sidste par år, og de består fortsat af Peter Sandvig som imposant og intimiderende frontmand, Lasse Skyttegaard hårdtslående på trommerne, Jeppe Christiansen pumpende på bassen og Ebbe Luxhøj Grøn fræsende på guitaren og røven solidt plantet i producerstolen.
Rusty Nails
Sikke en tid at være i live! Nails har netop udgivet deres længe ventede, fjerde album, Every Bridge Burning. Det tog kun otte år at frembringe 17 minutter og 47 sekunders musik fordelt over 10 numre. Helt fire minutter kortere end forgængeren, You Will Never Be One of Us.
Nu tænker du sikkert; “Hvor vil han hen med de Nails-referencer? Har han tænkt sig at skide på Nails i hele anmeldelsen?” Til det svarer jeg “Nej”, men…
Groft sagt, og lad os gøre det kort, for den her anmeldelse handler jo reelt set om Mite. Nails lyder præcis som de gjorde for otte år siden. Buldrende motorsav, riffs hentet i pentaton-skalaen, Motörhead-soli, og tekster om hvor meget Todd Jones ikke kan lide mennesker, sådan helt overordnet. Måske mangler den nye plade måske endda lidt kant sammenlignet med den forrige? Er den i virkeligheden lige 5% mildere end forgængeren?
Mite, til gengæld, har ladet motorsaven stå nedsænket i saltvandsbad siden sidste tur i studiet. Ligesom den “hæderkronede” Kalashnikov-riffel, definitionen af driftsikker, virker Mites motorsav i det øjeblik, du tænder for den. Den eneste forskel er, at den nu giver dig en endnu grimmere omgang stivkrampe, hvis du skærer dig på den. Tænk nekrotiserende fasciitis. Der skal antibiotika og mulig amputation til for at stoppe spredningen.
Producer-Ebbe og bandet formår at lyde omtrent 10% mere væmmeligt denne gang, selvom Relentless i forvejen var en skrækkeligt ubehagelig lytteoplevelse – på den gode måde, altså.
Mighty Mite-y Mite
Det er virkelig svært at blive ved med at finde på ting at skrive om Mite, som jeg ikke allerede har skrevet i tidligere anmeldelser. Jeg er kæmpe fan af bandets DIY-attitude og kompromisløse lyd. Jeg skal spare dig for Krokodil Gorilla 2.0 og alt det der. Mite har deres egen gorilla i front, Peter Sandvig, og han behøver ikke hjemmelavet jungle-narkotika for at skræmme livet af publikum eller tvinge dem til at moshe. Peter skriger hårdere og growler dybere end nogensinde før på Trials of Man.
Produktionen er fortsat i absolut topklasse. Guitaren fræser, bassen buldrer og trommerne piskes, alt sammen i et absolut frenetisk tempo. Alt står helt rigtigt i mixet. Pladen leverer både power violence-æra Mites korteste nummer, det 25 sekunder lange Sacrificed, og deres længste, det fire minutter og 34 sekunder lange Fires, der lukker og slukker pladen. Sacrificed er som en eksplosion, der kun tager til i styrke, inden den forsvinder lige så brat som den opstod. Fires, der gæstes af Jonas Guldfeldt Viuff fra Terrorpy, runder pladen af med en tyngde, der er passende for 32 minutters destilleret stress, depression og afmagt. Hvis du savnede et album, der kan sætte lyd på følelsen af at leve i 2024 med alt det lort, der foregår indenrigs og udenlands, så har du hermed fundet soundtracket.
Jeg kan personligt ikke vente med at høre, hvordan Mite øger aggressionen og ubehaget med deres næste udgivelse, som jeg selvfølgelig forventer i 2025. Med Trials of Man formår Mite (endnu en gang) at cementere deres eksistensberettigelse i Danmarks hardcore-scene med deres ultra-brutale power violence. Pladen får: