Mareridtskvad – Antropomorf Helvedesridt

Radons verdensomspændende kælder-hovedkvarter har fået tilsendt EPen fra lokale Mareridtskvad der bærer titlen Antropomorf Helvedesridt. Hvad fanden det så end skal betyde, men det lyder sejt og anderledes, så jeg er naturligvis allerede hooked.

Det er en ganske kort EP bestående af 3 numre, som er ude allerede nu. Hvis du vil lytte med imens du læser denne anmeldelse, kan du passende gøre det her: https://mareridtskvad.bandcamp.com/album/antropomorf-helvedsridt

Fuld fucking smadder fra starten

Descartes Børn starter op som død og helvede og er fucking ekstrem. Vi skal lidt ind i nummeret, før der begynder at komme nogle dissonante melodier. Der er fuld smæk på, og som glad lytter af det mere ekstreme, er jeg allerede glad for at have givet mig i kast med at anmelde denne EP. Godt valg Peter, klap dig selv på skulderen.

Vi bliver ført igennem forsanger Claus’ weltschmerz på dansk (tror jeg, hans vokal er så fantastisk lig et stoppet afløb at det kan være lidt svært at decifrere hvad han synger. For en “jeg-hører-kun-myrock-lytter” vil det være helt og aldeles umuligt at finde hoved eller hale i noget som helst).

Lynhurtigt kommer vi over i EPens andet nummer, Plastiske Dødsvisioner, og tæsk mig hårdt med en morgenstjerne, hvor er det første riff seriøst megafuckinggodt!

Nøøøøj det er guf! Jeg startede nummeret forfra 4 gange for at høre mere af det!

Mareridtskvad er jysk for dissonant helvede på en alt for kort udgivelse

EP’ens sidste nummer, Terram Tinnitus, starter i den noget blødere ende. Her er der ikke fuld maskingevær på blastbeats og dødsriffs. Det kommer der til gengæld ret hurtigt, man skulle jo nødig tro at de gik hen og lavede en ballade. Vi kommer hurtigt tilbage til det dissonante helvede som Mareridtskvad befinder sig mest trygt i.

Og det er så mit problem med den her EP. Hurtigt. For det er hurtigt overstået. Vi sniger os lige op på lidt over 10 minutters spilletid, og det er fandme ikke meget, når man gerne vil have mere.

Jeg ville ønske at der var flere numre og at Mareridtskvad havde udforsket lyden lidt mere på disse. 

Det er en kort fornøjelse, og derfor bliver anmeldelsen heller ikke længere end det her.

Lyt til Mareridtskvad hvis du har brug for at få ørerne hevet i maskinen, det er mega ondt, men desværre alt for kort.

7.2/10

Om anmelderen

Peter Sandvig

Peter er en af Radons grundlæggere, og så er han forsanger i det danske power violence-band Mite.
Tidligere har han været bassist, guitarist og backup vokal i det lokale superstjerneband Annominus, samt forhenværende forsanger i Owl King og dertilhørende hardcore-afficionado.
Peter er ikke til 80’er-thrash og han er bestemt ikke til power.

Til gengæld er han god at gemme sig bag i en moshpit og god til at vælte ind på scenen og semi-dræbe forsangere og pedal boards.

See author's posts