Lørdag den 15. juni var Radon endnu en gang troppet op på Anarkist Odense. Denne aften skulle stå på en video-release fra et revitaliseret When Water Runs Deep, der med et nyt bandmedlem stod klar med et nyt set.
Som opvarmning havde de taget Tinderbox-aktuelle Crown the Beast med.
Der er generelt god stemning over hele linjen, og det ser ud som om stedet er ved at være godt besøgt denne lørdag.
Klokken 20.30 bliver vi budt på en spritny musikvideo til nummeret Flourish. En super flot video, der virkelig får vist både When Water Runs Deeps høje ambitionsniveau, samt manden bag videoens store talent for video. Ebbe Grøn har virkelig formået at fange stemningen i sangen og får det hele til at se lækkert ud.
Men så var det ved at være tid til det, vi rent faktisk var kommet for. Livemusik!
Crown the Beast
Det var Crown the Beast, der havde takket ja til at stå for at sætte gang i salen, og de gjorde fandme deres fra starten af. Crown the Beast er bestemt en magt i det odenseanske metalmiljø, og de får vist hvorfor. Der er måske ikke den store bevægelse i de fleste bandmedlemmer, men hvem behøver det, når man er så sikker på sig selv, at man ved, folk kan lide det. Jeg får placeret mig foran guitarist Lars, som får headbanget og banket det ene groovy dødsriff efter det andet frontalt ind i kraniet på mig.
Jason Campbell-Krueger
Sagde jeg stillestående? Måske, men ikke, når man er forsanger Jason Campbell. En mere nærværende frontmand skal man lede længe efter. Han formår at stirre alle dybt ind i øjnene (og ikke på sådan en The Notebook-agtig måde – vi nærmer os mere en Freddy Kruegeresque stirren), og får betrådt nærved hver eneste kvadratcentimeter af scenen. Han snakker ikke så meget mellem numrene, men får sagt det, der skal siges med autoritet. Publikum bliver inviteret indenfor med et velment og ærligt “scenen her er jeres – vi låner den bare”. Noget, der glæder mit hjerte, da mange bands ofte bliver for besidderiske af scenen. Uden publikum ville koncerten ikke finde sted. Så tak!
Fucking bedst live
Crown the Beast skinner klart stærkest i en livesituation. De er enormt tight og velspillende og gør det med en overbevisning, der bare er super medrivende.
Til slut får de lavet en lille medley af metal-klassikere, som virkelig sætter gang i publikum. Jeres anmelder får sågar blameret sig selv med at massakrere første vers af Sepulturas udødelige klassiker “Roots Bloody Roots”. Hvilket jeg gerne vil undskylde for, men som jeg ville elske at gøre igen!
Vi slutter af med en wall of death og alle er glade. En kanon opvarmningskoncert. Man kunne bestemt godt klare et nummer mere, men det er jo det, opvarmingen er til for – at give en lyst til mere.
8.5
Følg Crown the Beast på Facebook her: https://www.facebook.com/Crownthebeast/
Note: Det eneste der gør at CtB ikke får 10, er koncerten der fulgte efter.
When Water Runs Deep
Så var det endelig tid, og faktisk stod jeg i kø ved baren, da WWRD’s intro gik i gang, så jeg ofrede mig og løb ind til koncerten uden at have fået forfriskninger med. Noget, der i den varme kunne være potentielt livsfarligt.
Drengene er 100 % på fra starten af og der er ingen tvivl om, at selvom Crown the Beast leverede en sublim opvarmning, var det WWRD publikum var kommet for at se. Folk er stimlet tæt sammen foran scenen og der bliver headbanget på livet løs fra starten af.
Nyt blod og vokseværk
Den nye guitar Vaeis Omar spiller, som om han har været med i bandet fra starten af og er enormt sikker på sig selv. Der er fra tidligere guitarist Kenneth Rasmussen blevet efterladt nogle store sko at udfylde, og det er altså nogle sko Vaeis hurtigt vokser ud af. For hold nu kæft, hvor er han sej.
Og nu vi snakker store sko, det er kun anden koncert med forsanger Sebastian Beronius, men han er afholdt med det samme af publikum. Han har en god kontakt til de forreste rækker og synger, som gjaldt det hans liv. De nye numre, som er skrevet til hans vokal, går klokkerent ind, men han får også gjort tidligere numre, som eksempelvis nummeret “Tidal Waves” retfærdighed – foruden at sætte sit helt eget twist på det. Hvilket er fantastisk at se.
Og nu vi snakker om det gamle When Water Runs Deep….
Tit, når bands skifter medlemmer ud, er det som regel ud af en eller anden konflikt, der efterlader sig nogle grimme spor og som bestemt ikke lader venskaber intakte. Dette er dog ikke tilfældet med gamle forsanger Jonas Guldfeldt. Han er nemlig blandt publikum og får headbanget godt med, og bliver hevet med op på scenen for at synge med på Celestial – nok en af bandets største publikumsfavoritter.
Og hold nu kæft en magtdemonstration af både Jonas, Sebastian og resten af bandet. De supplerer hinandens særegne vokaler perfekt og får virkelig løftet nummeret til et helt nyt niveau.
Tiden flyver, når man har det godt
Pludselig er koncerten ved at være slut, og efter “Symbiote” er spillet, finder man ud af, at tiden er gået. Det er et lettet, og udmattet band, der takker af fra scenen og publikum giver ovationer til de er røde i hænderne og blodige i halsene. Er du booker, er det fandme vigtigt, at du læser med her: When Water Runs Deep er KLART et af de bedste djent/moderne metal bands, der overhovedet er at finde i Danmark. De er tight, stilsikre, kanonfede på en scene, nærværende og en masse andre tillægsord, jeg ikke kan komme på. De skal ud til alle folk, for alle folk har fortjent at opleve dem live!
10/10
Følg When Water Runs Deep på facebook her: https://www.facebook.com/WhenWaterRunsDeepdk/
– Peter Sandvig
Se hele galleriet her: