Okayokay. Så anmelder man ikke noget i henved to år, og så tror folk man er stoppet.
Hvorom alting er, så er det her jo det mest nepotistiske musikmagasin, der mere eller mindre ufrivilligt roder sig ud i beefs med branchefolk fordi det er god griner.
Et nepotistisk præludium
Vaagenat udkommer med en EP, hvis du læser den fredag den 4/10, så er det i dag den udkommer, og bare for god ordens skyld så er Jesper hovedanmelder på Radon, og en af mine gode venner. Det kan godt være jeg er nepotistisk AF, men jeg har i det mindste integritet nok til at være åben omkring det.
EP’en åbner med “Præludium” der ikke er meget andet end lidt baggrundsstøj der ikke gør meget andet, end at forvirre dumme mennesker (læs: mig), fordi den er ret hurtigt overstået og derfor vanskelig at sætte sig ind i stemningen af. Stemning er der til gengæld masser af på EP’ens andet nummer Amygdala. Med alle tænkelige effekter på guitarerne bliver lytteren kastet ud i et næsten 7 minutter langt nummer, hvor tempoet aldrig kommer over mild bykørsel. Til gengæld er der omtrent lige så meget nerve i musikken, som der kan være i den pisseirriterende stillestående trafik en sen eftermiddag, hvor man bare pissegerne vil hjem. Passende kan man smide Amygdala på, og i det mindste få noget af vreden ud den vej. Et godt nummer der kan få selv mig til at holde fokus det meste af tiden, til trods for at jeg som regel går hjem, hvis bands laver sange på mere end tre minutter ad gangen.
Nødvendighedens forspil
EP’ens andet mellemspil “Interludium” er markant mere nødvendig end det første stykke forspil. Her sker der lidt mere, og man bliver faktisk grebet af en stemning. Det lyder sgu meget fedt, og jeg kan lige nå at tænke, at det er svært passende til en årstid, hvor det bliver tidligere mørkt og alt er lidt mere til den emo-side af mig.
Det andet “rigtige” nummer på pladen “Betelgeuse” er en kort sag for Vaagenat, nemlig under 6 minutter. Et nummer, hvor Remi Kofoeds trommespil virkelig kommer til sin ret. Han er en sindssygt dygtig trommeslager der besidder det, for mig, enormt imponerende talent at spille, hvad musikken kræver. Det lyder måske lidt fjollet for nogen, men der er fandme mange musikere derude, der mest af alt er interesserede i at blære sig og vise alle de seje ting de kan på deres respektive instrumenter. Remi er derimod ikke bange for at spille en god bord/stol når det tjener til sangens bedste, det er fandme dejligt at høre.
Nu er EP’en ikke så lang, men jeg keder mig ikke i mine gennemlytninger.
Nemt
Jeg kommer dog nogle gange til at tænke på, at det næsten bliver for nemt at lytte til. Det lyder måske som en mærkelig ræsonnering, men det udfordrer ikke rigtig lytteren. Det spiller det hele, men jeg savner noget kreativ vildskab.
Udgivelsen er selvproduceret, og det er bare fedt, hvor godt man kan få ting til at lyde efterhånden. Det varmer mit DIY-hjerte, at bands gør ting selv – fuck branchen og alt det.
Savner jeg, at Vaagenat bryder det mid-tempo lidt mere? Kunne jeg godt ønske mig mere vildskab i vokalen, på udvalgte steder? Kunne man ligeså godt have smasket introen sammen med Amygdala? Ja, det gør jeg og ja, det kunne man. Men de har styr på deres stil og udtryk, det er der ingen tvivl om. Jeg kunne godt ønske mig, at man tog lidt flere chancer, da det næsten virker fortænkt det hele.
3,8127/5