Dagger Threat

HxC over HCA #2 @ Posten d. 21.01.23

Du kan læse dette indlæg på 11 minutter.

Med Terrorpy, Sickseed, Omsorg, Hearteater og Dagger Threat.

Lørdag aften slog Posten dørene op til en af de genremæssigt mest interessante aftener i et stykke tid, hvis du spørger mig. Spændvidden demonstreret her af de fem bands, der indtog Postens store scene var markant. “Men det er jo bare dødsmetal og hardcore!” siger den uvidende, der står udenfor og kigger ind. Ja og nej. Det er ikke “bare” dødsmetal og hardcore. De to genrer har enorm spændvidde inden for deres respektive soniske områder, hvis man gider lytte efter. 

Posten havde denne aften lavet en lille genistreg, som jeg håber, at de vil gentage noget oftere. De fleste aftener, når store scene er i brug, er hele rummet åbent, så pladsen foran lille og store scene er ét stort område. Det kan hurtigt virke ret tomt, når der ikke ligefrem er udsolgt, som det jo desværre også var tilfældet lørdag aften. Posten havde imidlertid gjort sig den ulejlighed, at trække for ind mod lille scene, så området foran store scene virkede mere tæt, og publikum dermed var tvunget til at komme tættere på scenen, i stedet for ubevidst at skabe Odense-halvmånen. Det virkede rigtig godt. Gør det noget mere, når I satser stort og smider en række mindre kendte metalbands på store scene en anden gang. Anyways, lad os snakke om noget musik…

Man kan fornemme, at HxC > HCA vil være medvirkende til at styrke den lokale metalscene i Odense, og derfor har de til hver koncert et lokalt band på som første navn på plakaten. Ikke support eller opvarmning, men et navn på plakaten på lige fod med de andre navne. Respekt. Første gang var det Mite, og denne gang var det…

TERRORPY

Terrorpy
Fotograf Kasper Fladmose

Ja for helvede! Vores allesammens yndlings-hot yoga-praktiserende, potentielt Patreon-finansierede og måske snart OnlyFans-feticherede (fingers crossed!) lokale ekstreme dødsmetal-band. Kan Radon snart finde på mere at skrive om Terrorpy? Har vi efterhånden ikke sagt alt, hvad vi kan sige om, hvor smukke, dejlige, vittige og komplet teknisk overlegne Terrorpy er på en scene? Denne aften var ikke anderledes. Christoffer var seriøst antændt, Rune havde varmet fingre og nakke godt og grundigt op, og Jonas havde været hjemme og lave et hot yoga-program specielt til aftenen. 

Bandet fyrede den af med publikumsfavoritter fra “Stuffing Puke Into The Sockets” i vanlig overlegen stil (det er nemt at skrive, når alle numre er publikumsfavoritter!). Men vent! Vi fik også to nye numre; “Lobotomy” og “Transcendence through amputation”. De lyriske temaer for næste udgivelse lader til at være på plads! 

Terrorpy er, som du måske har gættet, en trio, og de fylder sgu ikke særligt meget på en scene. Når scenen kun prydes af et sort tæppe, bandets banner (det er måske mere et badehåndklæde?), trommer, ét baskabinet med en forstærker ovenpå, og et guitarkabinet med et par forstærkere ovenpå, så ser scenen pludselig meget tom ud. Jonas havde fået sat to mikrofoner op, som han kunne gå imellem og vokalisere om parasitiske svampeinfektioner og obduktioner, men ellers er bandet ret statiske. Jeg tænker, at næste skridt i bandets liveshows må være, at finde en måde at fylde noget mere på en scene.

Terrorpy: 4/5

Grundigt opvarmede blev det tid til næste band, som var…

SICKSEED

Sickseed
Fotograf Kasper Fladmose

Fem gæve, angiveligt midtjyder træder ind på scenen og fyrer en hæsblæsende omgang dødsmetal af med masser af groove og rock n’ roll attitude. Der er mange black metal-elementer i guitaristens spil, især hvad angår hans akkordprogressioner og brug af tremolo-picking. Bandet er energiske og musikken er medrivende. De har god interaktion med publikum, både mellem numrene og når de spiller. Forsangeren bruger scenen formidabelt og har masser af karisma. Bandet lød godt og kom langt ud over scenekanten, men jeg synes måske, at numrene flød lidt sammen. 

Alt i alt holdt bandet dog publikum varme, og jeg er sikker på, at der var nogle Sickseed-fans, der fik fuld valuta for pengene. Personligt var jeg også godt underholdt, men det var nok ikke i dag, jeg blev Sickseed-fan.

Sickseed: 3.5/5

OMSORG

Omsorg
Fotograf Kasper Fladmose

Omsorg har fandme givet den gas og fået vind i sejlene på meget kort tid. De har turneret med Demersal, spillet Uhørt og Ilter i 2022, skal spille When Copenhell Freezes Over lige om lidt, og så har de også lige udgivet et album. Ikke noget bandet reklamerer med, da de træder ind på Postens store scene som tredje band på plakaten. Heller ikke selvom albummet udkom fredag. Altså dagen forinden! Men ok, de har heller ikke sendt det til Radon til anmeldelse. Måske tror de ikke selv på det? Ej ok, det er under bæltestedet, men seriøst, næste gang sender I albummet til os! Peter er fan. Det er jeg måske også. Jeg ved ikke med Kasper (Kasper er også fan, red.).

Foran os står tre unge mænd. Bassisten heeelt ude på venstre side. Guitaristen heeelt ude på højre side. Trommeslageren helt bagest på scenen, hvor scenelyset ikke engang kan nå. Det ser meget tomt ud og man ved ikke helt hvad man skal forvente. Bassisten ser lidt genert ud. Det gør guitaristen også. 

Men her sker det, at aftenen rigtigt bliver genremæssig interessant. Bevares, Terrorpy og Sickseed spillede dødsmetal på hver deres facon, og det kan måske også virke lidt intimiderende at skulle følge 2x dødsmetal op med Omsorgs version af post-hardcore, men det synes jeg fandme er styrken ved aftenens program. HxC > HCA tør satse, og har booket et band, der tør lege med dynamikken, tør fokusere på melodien og tør tage livtag med stemning og følelser. Med andre ord, når Omsorg er stille, så er de virkeligt stille, guitaren spiller helt rent uden overdrive eller distortion kun iklædt delay og rumklang, og når de lukker op for den varme hane, fosser det ud med hårdtpumpende bas, skærende, dissonante guitarriffs og klangflader, mens både bassist og guitarist brøler ind i mikrofonerne. Omsorg imponerede med en nærhed som ikke fås, når alt er sovset ind i distortion, blastbeats og growls. Selvom jeg elsker Terrorpy, og Sickseed serverede masser af energi og groove, så synes jeg, at det var her aftenen blev rigtigt interessant og tingene tog rigtig fart.

Omsorg: 4/5

HEARTEATER

Hearteater
Fotograf Kasper Fladmose

Aftenens fjerde band var også en kvintet, og som kvinteter nu engang gør, så fyldte de scenen rigtig godt ud. Egentlig startede de med kun at være fire på scenen, for forsangeren gik rundt foran scenen blandt publikum og brølede ind i sin trådløse mikrofon, for dernæst at kravle op i baren til venstre for scenen og til sidst indtage pladsen helt i front. Og så blev der fandenfuckemig hældt benzin på bålet!

Hearteater serverede en seriøs omgang velspillet metalcore/post-hardcore med masser af energi, svedige riffs, stor energi fra alle mand i front og en fænomenal vokal. Bandet leverede et fucking fedt, energisk set, der med sikkerhed har givet mange blandt publikum nakkesmerter dagen derpå. Jeg var i hvert fald helt klar på at starte søndag med to Panodiler og to Ipren for komme nakkesmerterne til livs. Hil satan, det var fedt. Når de kommer til Odense igen, så kan du også finde mig blandt publikum.

Hearteater: 4.5/5

DAGGER THREAT

Dagger Threat
Fotograf Kasper Fladmose

Aftenens sidste band havde fornøjelsen af at indtage scenen omkring kl. 23:15. Når man kommer fra Hamburg, og har en tre-timers køretur hjem igen, så kunne man godt frygte, at det hele kunne virke lidt uoverskueligt og trætheden måske ville komme til udtryk, men nej, Dagger Threat er top-professionelle og de leverede et show, der virkelig blæste mig bagover. 

Bandets udgave af hardcore indeholder alle de elementer af hardcore, som jeg sætter mest pris på: Groove, chugs og breakdowns. De krydrede pletvist med bass drops, men det var sparsomt og føltes velplaceret, når de gjorde det. Tak! Og så var jeg vild med, at guitaristen i højre side levede sig ind i en rolle, der kunne minde om en gammeldags robot, der med stive bevægelser spillede chorus-svøbte melodistykker og leverede mekaniske chugs. Det var ret morsomt at se på.

Forsangeren var på fra start til slut, havde publikum i sin hule hånd, og der var generelt et superhøjt energiniveau. Faktisk headbangede han så hårdt, at hans fødder kortvarigt slap gulvet, når han rettede sig op. Sejt! Settet bestod overvejende af numre fra bandets seneste album, “Weltschmerz”, og det er fandme velskrevet hardcore, der fungerer helt eminent både på plade og live. 

Jeg er lidt skuffet over, at vi først så moshpit og crowdsurfing til aftenens sidste navn, men hvis nogen skulle kunne tvinge det ud af de ca. 100 fremmødte, så var det fandme Dagger Threat. Pisse fucking fedt. De må også gerne lægge vejen forbi Odense en anden gang!

Dagger Threat: 4.5/5

KONKLUSION:

Alt i alt en pisse fed aften på Posten med udelukkende fede bands og i selskab med en masse fantastiske mennesker! Jeg gik ind til koncerten uden forventninger til andre end Terrorpy, og blev positivt overrasket af alle bands på Postens store scene! Vi må se, om HxC > HCA #3 kan leve op til det samme niveau.

Galleri

Alle billeder er taget af Fotograf Kasper Fladmose om må ikke viderebringes uden skriftlig samtykke.

Om anmelderen